Reglerne om forældremyndighed er vedtaget for at sikre, at forældremyndighedsindehaveren drager omsorg for barnet og indebærer blandt andet, at indehaveren har ret til at træffe beslutninger på barnets vegne. Med andre ord bestemmer den, der har forældremyndighed over et eller flere børn over børnene, men er samtidig også forpligtiget til at drage omsorg for børnene. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke overholder denne, pligt kan barnet eller børnene i værste fald blive fjernet fra hjemmet eller hjemmet kan komme under skærpet opsyn.

I langt de fleste tilfælde falder det naturligt, hvem der er forældremyndighedsindehaver. Når de biologiske forældre er gifte, deler disse forældremyndigheden ligeligt. Det samme er tilfældet, hvis faderen ikke er biologisk far til barnet, men er gift med moderen, og den biologiske far ikke gør indsigelse.

Hvis en gift kvinde føder et barn, anses ægtemanden juridisk set for far til barnet, og ægtemanden får på lige fod med moderen forældremyndighed. Gør den ”rigtige” biologiske far ikke indsigelse, foreligger der ikke noget juridisk problem, og den ”falske” (ikke-biologiske) far og moren deler forældremyndigheden.

Hvis moderen ikke er gift, kan moderen og faren skriftligt i forening erklære, at de vil drage omsorg og tage ansvar for barnet. På den måde opnår de begge forældremyndighed over barnet.

Det er forældrenes civilstatus på tidspunktet for barnets fødsel, der er afgørende for forældremyndigheden. således forældre, der deler forældremyndigheden, bliver skilt, beholder de umiddelbart hver især forældremyndighed. Det ændrer ikke noget, at eksempelvis moderen gifter sig med en ny mand, og den nye mand får ikke forældremyndighed over barnet alene på grund af moderens (eller faderens) nye ægteskab. Den nye ægtefælle kan dog søge om at blive forældremyndighedsindehaver, hvis konkrete forhold og hensynet til barnet taler for det – hvilket ofte ikke vil være tilfældet, hvis begge forældre deltager aktivt i barnets liv.

Det kræver altså ikke en genetisk test at blive juridisk fader og dermed forældremyndighedsindehaver til et barn. Det kan dog være nødvendigt, hvis en anden mand påstår, at han er den biologiske far og ønsker at blive anerkendt som sådan samt blive tilkendt forældremyndighed, samværsret osv.

I en sådan situation kan en gentest være den eneste mulighed for at fastslå, hvem der er den biologiske far, og dermed skal have tillagt forældremyndigheden. Har en anden end den biologiske far dog været juridisk anerkendt som far til barnet, kan den biologiske far ikke efterfølgende være sikker på at blive tilkendt forældremyndigheden; det vil skulle afgøres konkret, hvad der vil være bedst for barnet.

Ved adoption opnår forældrene samme rettigheder som var det deres biologiske barn.

Juridiske konflikter vedrørende forældremyndighed

Et juridisk problem kan foreligge, når et ægtepar eller ugifte samlevende går fra hinanden. Som udgangspunkt har forældrene fælles forældremyndighed, mens de er sammen, men når deres samliv ophører, er det ikke nødvendigvis det bedste for barnet at begge forældre har forældremyndigheden, og forældrene kan også blive uenige om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvor barnet skal bo, hvor meget samvær barnet skal have med den anden forælder og lignende.

Sådanne konflikter bør som udgangspunkt løses af forældrene selv, men hvis ikke dette er muligt, kan Statsforvaltningen og i sidste tilfælde domstolene træffe afgørelse.

Forældrene vil ofte lade sig repræsentere af en advokat, hvis de er nødt til at få Statsforvaltningen til at træffe afgørelse, men det kan ofte være en god idé at rådføre sig med en advokat, længe inden det går så galt, fordi advokater med erfaring i familiesager vil kunne rådgive om fordelene og mulighederne ved en mindelig løsning uden om myndighederne.

Forældremyndighed, forældreansvar og samvær

Forældremyndighedens indhold

Som nævnt skal indehaveren af forældremyndigheden drage omsorg og træffe beslutninger med hensyn til barnet. Ved “at drage omsorg” forstås for eksempel, at barnet skal have husly, tilstrækkelig mad og tøj.

Denne omsorg skal stå i forhold til den økonomiske situation forældremyndighedsindehaveren og barnet befinder sig i. En forælder der lever omkring fattigdomsgrænsen, kan altså ikke kræves at skulle give sit barn den nyeste smartphone hvert år, men børn har ret til ikke at sulte og ret til et hjem.

En forældremyndighedsindehaver har desuden et ansvar for at sikre, at barnet trives, og at det opdrages til at kunne agere i sociale sammenhæng, og herunder at tage en passende uddannelse. Dette betyder at forældre har et ansvar for aktivt at deltage i børns uddannelse. For eksempel kan dette være at hjælpe med lektier, deltage i skole-hjemsamtaler, sørge for at børnene kan tale det danske sprog og begå sig i samfundet. Vi har i Danmark undervisningpligt, men ikke skolepligt, så forældremyndighedsindehaveren kan godt vælge at hjemmeskole barnet, hvis man er i stand til det.

En forælder må bestemme, hvor et barn skal opholde sig, gå i skole og så videre. En forælder må også opdrage på den måde, som forælder mener, er den bedste måde. Der findes ikke noget facit til en god opdragelse. Men en forælder må ikke benytte korporlig afstraffelse eller anden legemlig vold overfor et barn. En forælder må ikke slå sine børn. Dette straffes på samme måde som vold mod andre mennesker.

Forældremyndighed ophører når barnet fylder 18.

Hvem har forældremyndigheden?

Udgangspunktet er som nævnt, at det er barnet forældre, der har forældremyndigheden. Hvis dette udgangspunkt af den ene eller anden grund skal fraviges, træffer Statsforvaltningen og domstolene beslutningerne ud fra, hvad der er bedst for barnet. Dette kunne for eksempel at forældrene skal skilles, og de ikke kan blive enige om at have fælles forældremyndighed.

Udgangspunktet er dog, at den fælles forældremyndighed bibeholdes, selvom forældrene skilles. Hvis forældrene ikke lever sammen, og den ene ønsker, at have forældremyndigheden alene, kan sagen i sidste ende indbringes for retten. Den fælles forældremyndighed ophæves kun, hvis retten finder, at det er umuligt for forældrene at samarbejde om barnets forhold, på en måde der er bedst for barnet.

Har forældrene fælles forældremyndighed, men kan de ikke enes om hvor barnet skal have bopæl, kan dette indbringes for retten, som herefter kan afgøre både, hvor barnet skal have bopæl, omfanget af samværet med den anden forælder, og eventuelt hvordan dette skal foregå.

Ret til samvær

Barnet har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor hos – uanset om forælderen har delt forældremyndighed eller ej. Er forældrene skilt og bor barnet fast hos moderen, som også har fået forældremyndigheden, har barnet ret til samvær med faderen (og faderen har ret samvær med barnet). Begge forældre har ansvaret for, at barnet får dette samvær.

Omfanget af og måden hvorpå denne samvær skal foregå, er ofte grundlag for (en del af) uenigheden mellem forældrene, og hvis forældrene ikke kan blive enige om, hvordan samværet skal foregå, kan de begge anmode om at få Statsforvaltningen til at afgøre, hvordan samværet skal skrues sammen.

Tillades den forælder barnet ikke bor med, ikke at få samvær med barnet, kan træffes andre afgørelser, som for eksempel indebærer, at forælderen kan opnå kontakt med barnet via telefon eller brevudveksling.

Forsørgelsespligt

Forældre er forpligtede til at forsørge deres børn. Både over for for den anden forælder, men også overfor det offentlige. Bopælsforælderen vil ofte blive økonomisk presset, hvis han eller hun skal forsørge barnet alene.

Desuden har forældrene et ansvar overfor samfundet, i at barnet bliver forsørget ordenligt, så det ikke sulter og at det får en ordenligt opvækst. Det er således både i barnets og i det offentliges interesse at barnet bliver forsørget ordenligt, så det kan begå sig i samfundet, få en uddannelse og bidrage til det samlede fælleskab. Det offentlige støtter med børnebidrag og lignende ydelser i stort omfang.

Forældrene har denne forsørgelsespligt, selvom de har en stram økonomi. Er den ene forælder rigere end den anden, er det ikke forventet at den fattigere forælder, skal kunne bidrage økonomisk på samme måde til barnets opdragelse. Forælderen må på anden måde end økonomisk deltage i opdragelen, for at opfylde sin pligt til at forsørge barnet.

Forsørgelsespligten gælder for det der kaldes retlige forældre. Hvis en forælder er den retlige forælder (barnets forælder i juridisk forstand – om end ikke biologisk), er det ikke nødvendigvis det samme som denne også har forældremyndigheden over barnet. Det er derfor ligegyldigt om en forælder har forældremyndigheden eller ej, forælderen kan stadig underlagt forsørgelsespligten fordi forælderen er den retlige forælder.

Opfylder en forælder ikke sin forsørgelsespligt, kan Statsforvaltningen gribe ind og fastsætte et beløb, den pågældende forælder skal betale. Betaler forælderen ikke beløbet (som skal betales løbende), kan den anden forælder kræve beløbet udbetalt fra kommunen, som herefter står for at inddrive beløbet hos den ikke-betalende forælder. Denne regel sikrer barnets tarv, da det ikke bør gå ud over barnet, at den ene forælder pludseligt ikke får betalt sin forsørgelsespligt i tide.

Barnets trivsel

Et barns hjemkommune har pligt til at holde øje med barnets trivsel, hvilket blandt andet sikres gennem den skærpede indberetningspligt, der påhviler eksempelvis pædagoger, lærer, skoletandlæger og andre professionelle, der omgås børn.

Hvis en kommune bliver opmærksom på, at et barn mistrives, har kommunen en række beføjelser til få rettet op dette. Kommunen kan for eksempel anbringe et barn uden for hjemmel med eller uden samtykke fra forældrene. Dette er den mest indgribende beføjelse inde for dette område som kommunen har, men det kan i nogle tilfælde være det bedste for barnets trivsel.

Inden det kommer så vidt, kan kommunen dog iværksætte undersøgelser af forældrenes evne som forældre, en undersøgelse af hjemmet med henblik på eventuelt at give forældrene bedre redskaber til selv at varetage barnets tarv bedre.

Forældremyndighed hvis forældrene dør

Dør begge forældre til et barn, mister barnet dermed også begge forældremyndighedsindehavere. Statsforvaltningen skal herefter træffe afgørelsen om, hvem der skal være de nye værger for barnet – altså hvem forældremyndigheden skal overdrages til.

Potentielle værger kan melde sig til Statsforvaltningen med en begrundelse for, hvorfor netop disse bør være den nye værge. Dette kan være en meget svært beslutning for Statsforvaltningen, der har en meget ringe mulighed for at sætte sig ind i familieære og udokumenterede forhold.

Dette kan man som forælder søge at imødegå med et såkaldt børnetestamente. I et børnetestamente kan forældrene have afgørende indflydelse på, hvem der skal være værge for deres barn, hvis de skulle dø inden barnet er voksent ved direkte at udpege den eller dem, forældrene vurderer, vil være den bedste til at varetage rollen. Du kan læse mere om børnetestamenter her.

Et børnetestamente, skal opfylde de samme betingelser som et almindeligt testamente. Er disse betingelserne for et testamente ikke overholdt, indgår testamentet ikke på samme måde i Statsforvaltningens vurdering. Det kan dog ikke udelukkes at selv et ugyldigt testamente, vil påvirke Statsforvaltningen, som igennem det ugyldige testamente, kan se hvad forældrenes ønske var.

Hvis problemet med testamentet derimod er, at det er usikkert, om det overhovedet er forældrene der har skrevet det, tillægges det ikke betydning ved Statsforvaltningens afgørelse.

Du kan læse mere om de almindelige krav til testamenter her.

Det anbefales at kontakte en advokat, før og under oprettelsen af ethvert testamente og især et børnetestamente. Et advokatkontor vil ofte have en skabelon, som kan sikre at alle relevante detaljer medtages.

På den måde kan man undgå, at testamentet i værste fald kan testamentet blive fundet ugyldigt, og Statsforvaltningen skal i så fald træffe afgørelse uden inddragelse af testamentet; og hele idéen med at oprette et børnetestamente er i så fald mere eller mindre forspildt. Det er derfor meget vigtigt at børnetestamentet dels er gyldigt, og dels at det indeholder de nødvendige detaljer, så forældres specifikke ønsker opfyldes i vides muligt omfang.

Personlige informationer om dem, der opretter testamentet, skal angives, så som fulde navne, fødselsdage og adresser, så der ikke hersker tvivl om, hvem der har oprettet børnetestamentet. Hvis der hersker tvivl om præcis hvem det er, kan det i sidste ende resultere i at de afdødes forældres ønsker bliver ignoreret.

Barnets personlige information skal også fremgå, fulde navn og adresse. Er der tale om flere børn, bør det fremgå af børnetestamentet, om det ønskes at børnene skal under samme værge, eller måske forskellige.

Personlige informationer om hvem der ønskes som de nye forældre/værger er, skal desuden fremgå utvetydigt. Fulde navne, adresser og fødselsdage. Hertil bør det tilføjes, hvorfor netop disse personer ønskes som værger. Dette er som nævnt en faktor, som Statsforvaltningen ligger stor vægt på.

Vederlaget som nævnt tidligere, bør også reguleres i børnetestamentet. Med dette menes, at hvis de nye forældre skal modtage et beløb, så bør det i børnetestamentet fremgå, hvor stort dette skal være. Det bør også fremgå, hvad penge skal bruges til. Børnetestamentet bør også have en årlig regulering af vederlaget, således at beløbet stiger en vis mængde per år, for at koagulere med inflationsstigning.

Ved at disse informationer fremgår af børnetestamentet sikres barnet, at det er forældres ønske om værge der kommer til at opdrage dem. Det må antages at det er forældrene der er de bedste til at opdrage barnet, og hertil, at vælge hvem der skal opdrage dem, hvis de en dag ikke længere er i live.

Familiesammenføring

Hvis en dansker har et barn i et andet land, kan barnet have ret til at blive familiesammenført med en forældremyndighedsindehaver. Barnet skal være under 15 år gammelt. I særlige tilfælde kan et barn under 18 år dog få lov at blive familiesammenført på samme måde.

Barnet skal bo hos sine forældre i Danmark, hvis tilladelse gives.

Barnet må ikke have stiftet familie. Dette betyder at barnet ikke må have en fast samlever eller stiftet familie selv. Har barnet det, kan forælderen ikke få barnet til Danmark gennem familiesammenføringsreglerne.

Det må ikke stride imod barnets tarv at blive familiesammenført. Kommunen der hvor barnet skal flytte hen, skal vurdere om hjemmet strider imod barnet tarv. Dette er tilfældet hvis:

der er risiko for at barnet vil få alvorlige sociale problemer i Danmark,
der er en betydelig risiko for at blive tvangsfjernet efter ankomsten til Danmark
der en risiko for barnet vil blive udsat for overgreb.

Hvis barnet er fyldt 8 år, og den ene forælder ikke bor i Danmark, skal myndighederne vurderer om integrationen vil blive vellykket, før opholdstilladelse kan gives.

Krav til forælderen i Danmark

Forælderen skal være dansk eller nordisk statsborger eller have lovligt ophold i Danmark. Desuden skal forælderen have forældremyndighed over ansøgeren.

Hverken forælderen som barnet skal bo hos, eller dennes eventuelle ægtefælle/samlever må de sensete være dømt for vold mod børn. Dette er blandt andet:

Incest (straffelovens § 210)
Vanrøgt (straffelovens § 213)
Voldtægt (straffelovens § 216)
Samleje med barn under 15 år (straffelovens § 222)
Optagelse af børnepornografi (straffelovens § 230)
Blufærdighedskrænkelse (straffelovens § 232)
Manddrab (straffelovens § 237)
Simpel og grov vold (straffelovens §§ 244-246)
Frihedsberøvelse (straffelovens § 261)

I særlige tilfælde kan der være krav til selvstændig bolig og selvforsørgelse.

Se udybbende artikel om familiesammenføring her.

Ugifte samlevende

Ugifte samlevende kan have fælle børn. Ugifte sammenlevendes forhold og ophævelse af forhold, reguleres ikke på samme som ægteskab gør. Hvis to ugifte får et barn sammen, skal de begge erklære, at det er manden, der er faderen, hvis han skal have forældremyndighed. På denne måde opnår de begge forældremyndighed. Ellers vil kun moderen have den.

En biologisk far, som ikke har forældremyndig har dog stadig ret til samvær som beskrevet ovenfor.