Børnetestamente

Forældrene har som udgangspunkt forældremyndigheden over deres børn. Forældremyndighed indebærer en pligt til at drage omsorg for barnet, og en ret til at bestemme over barnet. Se artikel om forældremyndighed her.

Dem/den, der har forældremyndigheden over et barn, kan oprette et børnetestamente. Et børnetestamente giver forældrene mulighed for at pege på, hvem der skal tages sig af barnet, hvis begge forældrene dør. Et børnetestamente er altså en måde, hvorpå forældrene kan angive, hvem de ønsker skal have forældremyndighed over barnet, hvis de ikke selv kan have det. De nye forældremyndighedsindehavere bliver barnets værger.

Et børnetestamente er udtryk for forældrenes ønske, i tilfældet af at de dør. Dette er altså ligesom et ordinært testamente. Betingelserne for oprettelsen af et almindeligt testamente skal derfor overholdes. For fuld artikel om testamenter og betingelserne for oprettelse, se her. I denne artikel gennemgås særligt fordele, ulemper og usikkerheder ved et børnetestamente.

Hvorfor børnetestamente?

Som forælder vil man gerne sikre sit barn den bedst mulige opvækst. Da man imidlertid ikke kan være sikker på, at man kan være der under hele barnets opvækt – vi kan alle blive syge eller kommer ud for en ulykke – kan det være en god ide at oprette et sådant testamente.

I et børnetestamente anfører forældrene, hvem de mener, vil være bedst egnet til at tage sig af barnet i tilfælde af forældrenes død. Det kan f.eks. være en af forældrenes søskende, en af forældrenes forældre (-par) hvis disse lever, familie længere ude eller nære venner.

Uanset et børnetestamente er det dog altid i sidste ende Statsforvaltningen, der træffer beslutning om, hvem der skal overtage forældremyndigheden over barnet. Det kan derfor være en god ide at angive flere alternative personer i børnetestamentet for det tilfælde, at Statsforvaltningen af den ene eller anden grund skulle vælge ikke at udpege den person, der er angivet i børnetestamentet.

Om ikke andet, kan den person, som forældrene har peget på, dø umiddelbar efter eller samtidigt med forældrene, og det vil dermed ikke være muligt for personen at overtage forældremyndigheden. Det kan også være, at den eneste person som er nævnt som værge i børnetestamentet, i mellemtiden er dømt for en type kriminalitet, som gør personen uegnet til at være værge for barnet.

Som nævnt er det altid i sidste ende Statsforvaltningen, der skal træffe afgørelsen om, hvem der skal overtage barnets opdragelse. Et børnetestamente kan imidlertid være en afgørende faktor for Statsforvaltningens bedømmelse -særligt hvis det i børnetestamentet begrundes, hvorfor netop denne person skal være forældremyndighedsindehaver, da dette er noget Statsforvaltningen lægger afgørende vægt på.

Efter forældrenes død kan der opstå en situation, hvor flere personer ansøger om at overtage forældremyndigheder, og især i sådan en situation vil forældrenes ønske i et børnetestamente, kunne være afgørende for Statsforvaltningens beslutning.

Forældre har et unikt kendskab til deres børn og vil ofte have en kvalificeret mening om, hvem de selv ville udpege til at være værge i tilfælde af deres død. Hvis Statsforvaltningen skal træffe beslutning om placering af barnet eller børnene uden et børnetestamente, vil dette ikke nødvendigvis afspejle hvad forældrene mente ville være bedst for deres barn eller børn – så hvis man som forælder vil have indflydelse på beslutningen, skal det ske gennem et børnetestamente.

Børnetestamentets indhold

En forælder betaler for sit barns opdragelse. Det sker dels som følge af forsørgelsespligten, men ofte bruger forældre et betydeligt større beløb, end de er forpligtiget til efter lovgivningen. Forsørgelsespligten ifølge lovgivningen er altså blot minimumspligten for forældrene, og forældre – rige som fattige – kan vælge at opdrage barnet på forskellige måder.

Det er ikke sikkert, at de modtagende forældre, har samme økonomiske muligheder som de afdøde forældre, men forsørgelsespligten skal overholdes – ellers griber kommunen og/eller statsforvaltningen ind.

Som forælder vil man dog ofte ønske sine børn langt bedre økonomiske forhold og muligheder, end hvad der kræves af forsørgerpligten. Det kan de f.eks. medvirke til ved at lade de ”kommende forældre” arve , således at de ville kunne bruge forældrenes efterladte midler på børnene. Denne løsning kræver dog, at man stoler meget på dem, man har peget på i børnetestamentet, for de nye forældre ikke er tvunget til at bruge arven på børnene (udover hvad der er pligtigt efter forsørgelsespligten) – pengene fra arven vil som udgangspunkt være deres egne.

Et bedre alternativ kan derfor være at lade barnet/børnene arve (hvilket også er udgangspunktet efter arveloven), men således at de nye forældre skal modtage vederlag, altså betaling, fra børnenes arv fra forældrene til dækning af udgifter vedrørende børnene.

Det kan altså angives i børnetestamentet, at vederlaget udelukkende må bruges på børnene. På denne måde arver børnene deres forældre, hvilket formodentlig er det, de fleste forældre ønsker, og det sikres samtidig at de nye værger har mulighed for at bruge penge “nok” på barnet/børnenes opvækst.

Uanset om hvilken løsning man vælger, vil det dog altid være en rigtig god ide at tale med de potentielle nye forældre, før de indsættes i testamentet – om ikke andet, så for at få afstemt forventninger.

Ønsker de udvalgte slet ikke at være forældre, vil børnetestamentet være helt uden betydning. Har forældrene peget på en person, der ikke ønsker ansvaret, træffer Statsforvaltningen afgørelse uden hensyntagen til børnetestamentet, og man kan altså ikke tvinge nogen til at påtage sige forældrerollen og -ansvaret. En indledende snak giver i så fald forældrene mulighed for at pege på en anden, der ønsker at påtage sig ansvaret.

Det kan også være, at de kommende forældre ikke helt har forstået, hvor stort et ansvar det er at opdrage børn, og en snak med dem inden herom er derfor i alles interesse.

Ændring af børnetestamentet

Forældre kan fortryde, hvem de har nævnt som den nye værge. Måske er den person de har nævnt i børnetestamentet i mellemtiden blevet dømt for kriminalitet, eller man har mistet kontakten til vedkommende. I så faldvil forældrene måske ønske at ændre børnetestamentet eller helt slette det. Et børnetestamente kan fortrydes, ændres eller slettes på samme måde som et hvert andet testamente.

Det betyder, at en ændring eller slettelse af et børnetestamente skal overholde de samme betingelser, som oprettelsen af et.

I afsnittet herunder gennemgås de forskellige typer af testamenter og betingelserne for oprettelse heraf. Betingelser er de samme for at oprette et testamente som for at ændre/tilbagekalde et testamente. For udvidet artikel om testamenter, se her.

De forskellige testamenter og betingelserne hertil

Oprettelse af et testamente

Der findes fire forskellige typer af testamenter i dansk ret:

  • Notartestamente (arvelovens § 63)
  • Vidnetestamente (arvelovens § 64)
  • Indbotestamente (arvelovens § 66)
  • Nødtestamente (arvelovens § 65)

Det såkaldte indbotestamente er dog ikke relevant i forhold til oprettelse af et testamente, der angiver hvem forældrene ønsker skal være værge for deres børn og vil derfor ikke blive gennemgået yderligere her.

Udover kravene til det enkelte slags testamente skal den person eller de personer, der i forening opretter et testamente, opfylde visse generelle krav. Det er f.eks. krav til minimumsalder og om at den/dem, der opretter testamentet, har “fornuftsmæssig råden” (er ved sine fulde fem). Du kan læse mere om de almindelige betingelser i artiklen om testamenter.

Et testamente skal overholde visse formkrav, med undtagelse af et nødtestamente. De strenge formkrav, er primært til stede på grund af bevismæssige årsager. De tre relevante testamenter for børnetestamenter er:

  • Notartestamente efter Arvelovens § 63
  • Vidnetestamente efter Arvelovens § 64
  • Nødtestamente efter Arvelovens § 65

Det er bedst at benytte et notartestamente ved oprettelse af et børnetestamente, da forældrene med dette har den største sikkerhed for, at det som ønskes i børnetestamentet, indgår i Statsforvaltningens beslutninge og dermed bliver opfyldt.

Notartestamente

Notartestamentet er det bevismæssigt sikreste at oprette, da en såkaldt notar skal “vedkende” testamentet. Efter § 63, skal et notartestamente oprettes skriftligt og vedkendes af en notar. En notar er typisk en dommer eller en dommerfuldmægtig ved en byret.

Notaren skal afgive en erklæring om testators identitet, påse om alderskravet er overholdt, og om testator er i stand til fornuftsmæssigt at oprette et testamente. Det skal også bevises overfor notaren, at den eller dem der forsøger at oprette børnetestamentet, faktisk er indehavere af forældremyndigheden.

Et notartestamente er ikke et uigendriveligt bevis for forældrenes ønske, men det er så tæt på, som man kommer. En person, der ønsker forældremyndigheden, kan anfægte børnetestamentets gyldighed, men notarens påtegning om forholdene på oprettelsestidspunktet anses generelt for at være et stærkt bevis, som personen, der ønsker forældremyndighed, skal kunne modbevise.

Der kan indføres en såkaldt bortkomstklausul i et notartestamente. Dette indebærer, at en kopi af testamentet opbevares hos notaren, og hvis originalen bliver væk, kan kopien af testamentet hos notaren benyttes.

Har testator ”god tid”, er dette det sikreste testamente at oprette. Der kan dog være ventetid for at komme til en notar. Hvis forældrene ønsker at oprette børnetestamentet hurtigere end det kan lade sig gøre ved notar, skal de vælge et af de andre former.

Vidnetestamente

Et vidnetestamente oprettes på den måde, at forældrene opretter et skriftligt testamente, som de herefter underskriver foran to vidner, hvorefter vidnerne straks herefter også underskriver testamentet. Udover kravene til testator om habilitet, der er gennemgået ovenfor, er der en række krav til vidnerne, som de skal opfylde, før testamentet er gyldigt.

Vidnerne skal være fysisk til stede  og være til stede, fordi testator ønsker dem som vidne til oprettelsen af et testamente, og vidnerne skal vide, at det er et testamente, de bevidner underskriver af og selv undersriver.

Et vidne skal være fyldt 18 år, og vidnerne skal opfylde de samme habilitetsregler, som en testator. Vidnerne skal altså også have fornuftsmæssig råden.

En person kan ikke gyldigt være vidne, hvis testamentet, begunstiger vidnet, vidnets ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje (børn, forældre og deres ægtefæller), eller andre nærtstående. En person kan altså ikke gyldigt være vidne, hvis personens selv, eller dennes familiemedlemmer, i testamentet bliver tildelt forældremyndigheden.

Ved udvælgesen af vidnerne skal der altså ikke vælges nogen af de “kommende forældres” nærmeste. Derimod vil en nabo, en kollega eller andre “uvedkommende” uden problemer kunne fungere som et vidne.

Et meget nært venskab mellem et testamentsvidne og en modtager af forældremyndigheden, kan også gøre bevidnelsen ugyldig, fordi nære venner kan være omfattet af begrebet “nærtstående”. I værste fald kan det betyde, at testamentet anfægtes, og at forældrenes ønske om en bestemt værge kan være “spildt”.

Hvis et vidnetestamente forsvinder eller går i stykker, kan indholdet af det ikke indgå i Statsforvaltningens beslutning. Der kan altså ikke indføres en bortkomstklausul som ved et notartestamente.

Hvis en person, der er interesseret i forældremyndigheden, ikke mener at vidnetestamentet er gyldigt indgået, kan han eller hun anfægte gyldigheden af vidnetestamentet. Og det er i sidste ende den, som vil påberåbe sig testamentet (den, der ønsker at overtage forældremyndigheden i overensstemmelse med forældrenes ønske heri), der skal bevise at testamentet er indgået gyldigt.

Nødtestemente

Nødtestamente kan oprettes af forældrene i en nødsituation.

Det tager normalt tid at samle to vidner, eller at få en notar til at notere et testamente. Der kan derfor være situationer, hvor testator er klar over eller i hvert fald har en begrundet frygt om, at dennes død er nært forestående, og ikke har tid til at overholde arvelovens formkrav for ntoar- og vidnetestamenter.

Nødtestamenter kan f.eks. anvendes af personer, der beslutter sig for at begå selvmord. Det samme kan personer, der befinder sig i en naturkatastrofe eller en ulykke, f.eks. et fly, der styrter eller på et skib, der synker.

Der er ingen formkrav til et nødtestamente. En person kan altså gyldigt sende en sms lige inden denne omkommer, og indholdet af beskeden vil i så fald blive anset for værende den afdødes sidste vilje og gyldige testamente.

Det er dog selvsagt yderst afgørende, at det kan bevises, at nødtestamentet rent faktisk kommer fra testator, og at det med stor sikkerhed kan siges, at være udtryk for testators sidste vilje.

Et nødtestamente er gyldigt i 3 måneder og bortfalder herefter uanset hvad, når der efter 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette et testamente, som overholder arvelovens krav for vidnetestamente eller notartestamente. Hvis testator ønsker at nødtestamentets indhold skal fortsætte med at være gældende i mere end 3 måneder, skal testator altså sørge for at få oprettet et notar- eller vidnetestamente med samme indhold.

Det er generelt en dårlig ide at oprette et børnetestamente ved et nødtestamente, fordi der en del detaljer, som bør angives præcist i testamentet, og som i sagens natur ikke lader sig gøre ved nødtestamentet, fordi man ikke har tid og mulighed for at indhente og skrive oplysningerne.

Og selv hvis alle detaljer angives korrekt i en mail eller sms, er det ikke sikkert, at disse ting er velovervejede. Det er i sidste ende op til Statsforvaltningen at afgøre, hvor meget vægt et nødtestamente skal tillægges.

Specifikke informationer der bør angives i et børnetestamente

Det anbefales at kontakte en advokat i forbindelse med oprettelsen af ethvert testamente, og dette gælder især ved oprettelsen af et børnetestamente. En advokat vil ofte have en skabelon, som sikrer, at alle relevante detaljer medtages.

Og hvis man ikke har styr på formaliteterne kan testamentet i værste fald blive fundet ugyldigt, og Statsforvaltningen skal altså træffe afgørelse uden at inddrage testamentet.

Personlige informationer om dem, der opretter testamentet, skal angives præcist og fyldestgørende. Det gælder  både fulde navne, fødselsdage og adresser – så der ikke hersker tvivl om, hvem der har oprettet børnetestamentet.

Barnets personlige information skal også fremgå, fulde navn og adresse. Er der tale om flere børn, skal det fremgå af børnetestamentet, om det ønskes at børnene skal under samme værge, eller om man ønsker forskellige (og gerne hvem).

Personlige informationer om, hvem der ønskes som de nye forældre/værger er, skal desuden fremgå utvetydigt. Fulde navne, adresser og fødselsdage. Hertil bør det tilføjes, hvorfor netop disse personer ønskes som værger. Dette er som nævnt en faktor, som Statsforvaltningen lægger stor vægt på.

Hvis værgerne skal modtage vederlag, bør det også reguleres i børnetestamentet. Med dette menes, at hvis de nye forældre skal modtage et beløb, så bør det i børnetestamentet fremgå, hvor stort dette skal være. Det bør også fremgå, hvad penge skal bruges til. Børnetestamentet bør også have en årlig regulering af vederlaget, således at beløbet stiger  hvert år f.eks. med nettoprisindekset, for at tage højde for inflation.