Når man dør, kan man naturligvis ikke længere råde over sine ejendele og formue. Derfor er der lavet regler, som afgør, hvad der skal ske med den afdødes formue.
Reglerne herom omfatter reglerne om slægtsarv (arv tilfalder som udgangspunkt børn og derefter børnebørn), og hvis den afdøde er gift, foreligger der en legal arveret for ægtefællen. Ved oprettelse af et testamente kan en arvelader (personen, der dør), testamentere over en vis andel af sin formue.
Hvad sker der, hvis man ikke har et testamente?
Det er den afdødes såkaldte livsarvinger og en eventuelt efterladt ægtefælle, der arver, hvis afdøde ikke i et testamente har specificeret, hvem der skal arve (og eventuelt hvad). En livsarving er den afdødes slægt i nedadgående linje. Dette er den afdødes børn, og hvis disse er døde, afdødes børnebørn (og i næste led oldebørn). Er der ingen arvinger i nedadgående linje, arves i opadgående linje til forældre. Er disse døde, arves ned af igen til disses børn, (afdødes søskende). Er afdødes søskende døde, arver deres børn.
Er den afdøde gift og har børn, arver ægtefællen 50 % af den afdødes formue, mens afdødes børn, særbørn eller fællesbørn med ægtefællen, arver de resterende 50 %. Har ægtefællerne ikke børn, arver den længstlevende ægtefælle afdøde 100 %. Har den afdøde omvendt ingen ægtefælle, arver livsarvingerne 100 %.
Bor den afdøde med en anden som denne ikke er gift med, altså som ugifte samlevende, arver den samlevende ikke den afdøde ifølge lovgivningen. Dette er kun muligt ved testamente. Er afdøde således ugift og samlevende, men har børn, arver den afdødes børn 100 % af afdødes formue, hvis ikke andet er besluttet ved testamente. Dette kan i praksis eksempelvis have den konsekvens, at afdødes samlevende kan blive tvunget til at fraflytte det fælles hjem, hvis han eller hun ikke kan blive enig med arvingerne om at blive boende.
Findes ingen arvinger, arver statskassen.
De ovenfor gennemgåede regler gælder, hvor afdøde ikke har noget testamente.
Hvad kan jeg beslutte med et testamente?
Hvis man opretter et testamente , kan man det i dette testamente bestemme, hvem der f.eks. skal arve hvilke genstande og/eller hvor stort et beløb.
Det er imidlertid ikke muligt at testamentere hele sin arv væk, hvis man er gift eller har børn. Det skyldes det retlige fænoment, der hedder “tvangsarv”. Tvangsarv betyder, at der er en del af den arv, som afdøde efterlader sig, der skal tilfalde en bestemte personkreds, uanset hvad der måtte stå i et eventuelt testamente. Dette betyder i praksis, at en vis andel af den arv som afdøde efterlader sig, skal gå til tvangsarvingerne.
En gift persons tvangsarvinger er livsarvingerne og afdødes ægtefælle. En livsarving er den afdødes slægt i nedadgående linje. Dette er altså den afdødes børn, og hvis disse er døde, disses børn. Det vil altså sige at børn, børnebørn, oldebørn osv. er livsarvinger. Slægten i opadgående linje (forældre, søskende, niecer og nevøer) er derimod ikke tvangsarvinger.
Tvangsarven er en ¼ af den afdødes samlede formue. Dette betyder, at uanset hvad der står i et eventuelt testamente, skal livarvingerne og den efterladte ægtefælle have ¼ af formuen (tilsammen). Ægtefællen skal altså have 1/8 af arven som minimum, mens livsarvingerne tilsvarende skal dele 1/8 af arven mellem sig.
Det kan også udtrykkes på den måde, at man kun kan testere over 75 % sin formue. Disse 75 % kaldes “friarv” (i modsætning til tvangsarv). Friarv kan man frit testere over. Det vil med andre ord sige, at man fuldstændig frit vælge at testamentere 75 % sin formue til eksempelvis en hjælpeorganisation som Kattens Værn, Red Barnet eller lign., lige som man kan beslutte at ændre fordelingen af arven blandt livsarvingerne.
Det, der typisk ønskes med at oprette et testamente, er, at arvelader ønsker at andre end dennes ægtefælle eller livsarvinger skal arve denne, eller at en bestemt tvangsarving skal arve mest muligt. Dette kan f.eks. være venner, eller som nævnt ovenover, hjælperorganisationer.
Generelt om testamenter
Hvad er et testamente?
Et testamente er et juridisk dokument, hvori man over for omverdenen kan oplyse, hvordan man ønsker, at ens formue skal fordeles, når man dør. Der er en række formkrav til et testamenter, før det er juridisk bindende. Der findes forskellige former for testamenter og formkravene varierer efter, hvilken type testamente, der er tale om. Disse typer og krav gennemgås i denne artikel.
Det er vigtigt at forstå, at et testamente kan anfægtes, hvis reglerne for den konkrete testamentetype (måske) ikke er overholdt. Anfægtelse betyder, at en person, der arver, hvis et testamente viser sig at være ugyldigt, kan kræve, at det slettes. Mere herom nedenfor. Bliver et testamente slettet, vil det sige, at kun livsarvinger og ægtefælle arver personen.
Hvis man på sit dødsleje udtaler sig om, hvordan man vil have sin arv fordelt, kan der forekomme en vis forvirring i forhold til, om dette skal gælde eller ej, f.eks. fordi det kan være usikkert, om arvelader (den afdøde – også kaldet kaldes testator, hvis der er oprettet et testamente) er bevidst om, hvad han eller hun siger. En sådan udtalelse kaldes en dødsgave (i modsætning til “livsgaver”, der gives, mens man er i live). Alle kan give livsgaver i det omfang man vil – fordi man helt naturligt selv kan beslutte, hvad der skal ske med ens ejendele og formue.
Men når nogen (forsøger at) give dødsgaver, bevæger man sig ind i området, som er reguleret af testamenter. Dette har den betydning, at hvis en dødsgave gives til en ven af afdøde, kan de ”rigtige” arvinger, anfægte denne, og overdragelsen bliver derfor ugyldig, hvorfor gaven skal returneres, hvis den ikke har støtte i et gyldigt testamente. Hvis arvingerne vælger ikke at anfægte dødsgaven, kan dødsgavemodtageren dog beholde gaven.
Generelle betingelser for alle testamenter
Der gælder en række almindelige betingelser for alle testamenter, herunder særligt til den person, der opretter testamentet. Disse betingelser skal være opfyldt på tidspunktet for oprettelsen af testamentet. Disse er: krav til habilitet med hensyn til alder og evne til at råde fornuftmæssigt.
Kravene til habilitet, som er kravene til alder og fornuftsmæssig råden, skal være opfyldt på tidspunktet for oprettelsen af testamentet. Det er derfor uden betydning, om testator efter oprettelsen af testamentet, bliver uden fornuftsmæssig råden.
Alder: Kravet om alder indebærer, at der stilles visse krav til testators alder for at et testamente gyldigt kan oprettes.
Som udgangspunkt skal en testator være fyldt 18 år. Hvis en person under 18 år er gift med Statsforvaltningens tilladelse, kan denne dog også testerer over sine ejendele. En person der er fyldt 15 år, og selv har tjent egne penge ved arbejde, kan også testere over disse penge.
Er en person umyndiggjort og under værge, kan værgen langt hen ad vejen råde over den umyndiges økonomiske forhold, men en værge kan ikke oprette et testamente for den umyndige. Et testamente er personligt.
Fornuftsmæssig råden: En testator må ikke på tidspunktet for oprettelsen af et testamente, være ude af stand til at råde fornuftsmæssigt over sin formue på grund af sindssygdom, åndsvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand. En person skal altså være ved sine ”fulde fem” ved oprettelsen af et testamente, ellers kan testamentet anfægtes af de retmæssige arvinger. Spørgsmål om, hvorvidt det er tilfældet kan f.eks. opstå i praksis, hvis testator i en eller anden grad er dement.
En person under værgemål, som måske er sindssyg eller af anden grund er ude af stand til at råde fornuftsmæssigt, kan oprette et testamente under andre betingelser.
Reproduktiv åndsvirksomhed
En person, der er senil eller dement er uden fornuftsmæssig råden. Dette indebærer, at testator som udgangspunkt ikke gyldigt kan testere over sine ejendele, og et sådant testamente kan altså anfægtes af arvingerne.
Men hvis en senil eller dement person, kan måske før denne blev senil, have givet udtryk for et ønske om en bestemt måde vedkommendes testamente skulle udformes og arv fordeles, og og personen først har (fået) oprettet testamentet med dette ønske, når seniliteten er indtrådt, kan det alligevel være gyldigt.
I dette tilfælde hedder det, at testator har “reproduktiv åndsvirksomhed” og det tillades, således at et testamente, der er udtryk for reproduktiv åndsvirksomhed er gyldigt. Der kræves dog bevis for, at dette var ønsket inden personen mistede sin fornuftsmæssige råden.
Oprettelse af et testamente
Udover kravene til den person, der ønsker at oprette et testamentet, som er gennemgået ovenfor, gælder der også krav til de enkelte testamenter.
Der findes fire forskellige testamenter i dansk ret. Et testamente skal overholde bestemt formkrav, der primært er til stede på grund af bevismæssige årsager. De fire testamenter er:
- Notartestamente (arvelovens § 63)
- Vidnetestamente (arvelovens § 64)
- Indbotestamente (arvelovens § 66)
- Nødtestamente (arvelovens § 65)
Kravene til nødtestamenter er dog langt mindre strenge end til de øvrige typer, men der er til gengæld andre forhold, man skal være opmærksom på, hvis man har oprettet en nødtestamente og ønsker, at det skal gælde. Mere herom nedenfor.
Notartestamente
Notartestamentet er det bevismæssigt sikreste at oprette, da en såkaldt notar skal vedkende testamentet (altså skrive under på, at det er gyldigt). Efter § 63, skal et notartestamente oprettes skriftligt og vedkendes af en notar. En notar er typisk en dommer eller en dommerfuldmægtig ved en byret.
Notaren skal afgive erklæring om testators identitet, sikre at alderskravet er overholdt og vurdere, om testator er i stand til fornuftsmæssigt at oprette et testamente.
At et testamente er oprettet som et notartestamente gør ikke, at testamentet endegyldigt skal anses for at være gyldigt, og der kan være tilfælde, hvor en arving, der vil anfægte testamentet, kan få held med det. Men notarens påtegning om forholdene på oprettelsestidspunktet anses for at være et stærkt bevis til fordel for testamentets gyldighed. Dette skal arvingen kunne modbevise, hvilket i praksis er svært, men ikke umuligt.
Det er muligt at indføre en såkaldt “bortkomstklausul” i et notartestamente. Dette indebærer, at en kopi af testamentet opbevares hos notaren, og så hvis originalen bliver væk, kan kopien af testamentet hos notaren benyttes, lige som indholdet heraf vil blive tillagt stor vægt, hvis der er uoverensstemmelser mellem de forskellige udgaver.
Har testator ”god tid”, er dette det sikreste testamente at oprette, men der kan være ventetid hos en notar.
Vidnetestamente
Et vidnetestamente oprettes på den måde, at testator opretter et skriftligt testamente. Testator underskriver testamentet foran to vitterlighedsvidner, hvorefter disse straks derefter underskriver dokumentet. Udover kravene til testator om habilitet gennemgået ovenfor, foreligger der ved vidnetestamentet et række krav til vidnerne.
Vidnerne skal være til stede, fordi testator ønsker dem som vidner til oprettelsen af et testamente. De skal vide, at det er et testamente, de bevidner og underskriver bevidnelsen af. Et vidne skal være fyldt 18 år, og de habilitetsregler, der gælder for en testator, gælder også for vidnerne. Vidnerne skal altså også have fornuftsmæssig råden.
En person kan ikke være vidne, hvis testamentet, som personen skal bevidne, begunstiger denne, fordi der i så fald kan opstå tvivl om vidnets habilitet. Det samme gælder, hvis det er vidnets ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje, eller andre nærtstående, der begunstiges.
Dette vil eksempelvis sige, at en person ikke kan være vidne, hvis det ønskede vidnes søn eller datter i testamentet bliver tildelt penge, genstande eller andre rettigheder.
Et meget nært venskab mellem et testamentsvidne og en begunstiget, kan også gøre bevidnelsen ugyldig, og dermed kan testamentet anfægtes, hvis det ønskes af de retmæssige arvinger.
Hvis et vidnetestamente forsvinder eller går i stykker, kan dette ikke lægges til grund. Der kan altså ikke indføres en bortkomstklausul som ved et notartestamente, og kopier opbevaret af vidnerne er derfor ikke i sig selv gyldige.
Mener arvingerne ikke at vidnetestamentet er gyldigt indgået, kan arvingerne anfægte vidnetestamentet. Det er den, som vil påberåbe sig det i testamentet indeholdte, altså de/den begunstigede, som skal bevise, at testamentet er indgået gyldigt. I praksis vil begge parter dog skulle fremføre beviser for, at deres synspunkt er det rigtige.
Indbotestamente
Et indbotestamente indeholder få krav til gyldighed. Udover habilitetsbetingelserne er der kun krav om, at testamentet oprettes skriftligt, dateres og underskrives.
Indbotestamente kan til gengæld udelukkende indeholde bestemmelser om sædvanligt indbo og personlige effekter. Dette betyder, at man kan testere over møbler og andre ting, der sædvanligvis er at finde i et hjem på denne måde.
Hvis der derimod holder en (forholdsmæssigt) dyr bil i garagen, kan man ikke testere over bilen på denne måde. Ønsker testator at en bestemt person skal arve den dyre bil, et bankindestående eller resten af formuen , skal dette gøres ved oprettelse af et af de andre testamenter.
Nødtestemente
Et nødtestamente kan anvendes af en testator i en nødsituation. Det tager normalt tid at samle to vidner, eller at få en notar til at notere et testamente, og der kan derfor opstå situationer, hvor testator er klar over dennes død er nært forestående, og testator derfor ikke har tid til at overholde arvelovens formkrav til et af de nævnte testamenter.
For at et nødtestamente er gyldigt, skal det være bevist, at testator ikke har kunne opfylde arvelovens krav til vidne- eller notartestamente, og man kan derfor f.eks. ikke vælge at oprette nødtestamenter bare fordi det er lettere (eller billigere) end de øvrige typer. Nødtestamenter kan kun anvendes i nødstilfælde.
Eksempelvis kan eersoner, der beslutter sig for at begå selvmord, eller befinder sig i en naturkatastrofe, oprette et gyldigt nødtestamente. .
Der gælder ingen formkrav til et nødtestamente. Man kan f.eks. oprette et gyldigt nødtestamente ved at sende en sms lige inden man omkommer. I så fald anses indholdet af beskeden for værende den afdødes sidste vilje og testamente.
Det er dog afgørende for gyldigheden også af et nødtestamente, at det kan bevises, at nødtestamentet rent faktisk kommer fra testator, og at det med stor sikkerhed kan siges, at det er udtryk for den sidste vilje fra testator.
Hvis testator overlever nødsituationen, vil nødtestamentet også være gyldigt efterølgende, men bortfalder dog uanset hvad, når der efter 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette et vidnetestamente eller notartestamente.
Tilbagekaldelse og ændring af et testamente
Når et testamente er oprettet, kan den situation der lå til grund da testamentet blev oprettet, måske senere ændre sig. Hvis en mands hustru har været utro, og testamentet begunstiger hustruen, kan manden inden sin død ønske, at hun skal arve så lidt som muligt (særligt, hvis de er blevet skilt).
De regler som gælder ved oprettelsen af et testamente, som gennemgået ovenfor, gælder på samme måde ved tilbagekaldelse og ændring af et testamente. Ændringer og tilbagekaldelse skal med andre ord ske i testamenteform. Hvis ikke en tilbagekaldelse eller ændring overholder disse regler, gælder de samme regler som ved ugyldigt testamente, nemlig at dem der ellers ville kunne arve, kan anfægte ændringen/tilbagetrækningen.
Et indbotestamente kan ændres/tilbagekaldes ved notartestamente eller vidnetestamente. Et notartestamente eller vidnetestamente kan dog ikke ændres/tilbagekaldes ved et indbotestamente.
Tilbagekaldelse og ændring af ethvert testamente kan også ske ved nødstestamente, hvis betingelserne som gennemgået ovenfor, er overholdt.
Uigenkaldelighed
Et testamente kan gøres uigenkaldeligt. Dette betyder at testamentet ikke kan ændres eller tilbagekaldes af testator. En erklæring om uigenkaldelighed skal foretages i testamenteform. Det er en gyldighedsbetingelse, at de berørte arvinger får at vide, at denne erklæring er afgivet.
Et løfte om uigenkaldelighed ændrer dog ikke på testators evne til at bestemme over det testerede, imens denne er i live. Hvis der givet uigenkaldelighedsløfte for eksempelvis en bil, kan testator mens denne er i live uden problemer, benytte, sælge eller give bilen væk. Dette vil i så fald slette uigenkaldelighedsløftet.
Enhver der ville have arvet ifølge et uigenkaldeligt testamente, kan gøre indsigelse mod en tilbagekaldelse af testamentet. Arvinger der ville kunne arve ifølge uigenkaldelighedserklæringen, kan også vælge at frigøre testator for erklæringen.
Ugyldighed og nullitet
Hvis et testamente er ugyldigt, fordi de ikke lever op til de krav, der beskrives ovenfor, kan testamentet anfægtes af de retmæssige arvinger, og dermed blive ”slettet”. Men arvingerne kan også vælge at godkende testamentet, og gør de det, vil testamentet blive afgørende for fordeling af arven.
Ugyldighed kan foreligge, hvis de regler som er nævnt i artiklen, ikke overholdes. Hvis et testamente er ugyldigt, kan det som nævnt anfægtes af dem, som arver eller ville have arvet. Men hvis ingen anfægter et testamente, får testamentet altså virkning efter sit indhold.
Et testamente kan dog også være en såkaldt nullitet. Hvis dette er tilfældet, gælder et testamente ikke uanset hvad. Dette er selvom ingen anfægter det. Dette er blandt andet tilfældet, hvis en testator ikke ejer det, som testeres over. Tilsvarende er tilfældet hvis testator er mindreårig. Strider testamentet mod en lov eller mod ærbarhed generelt, er testamentet også en nullitet.