Et skifte er den proces, hvor et ægtepars ejendele, aktiver og formuer (samlet betegnet som ægteparrets ”bo”) deles i forbindelse med skilsmisse eller død – eller hvor en kurator fordeler værdierne i et konkursbo.

Et bo er den juridiske midlertidige tilstand, som et konkursramt selskab, en afdød eller et forlist ægteskab efterlader sig, som skal gøres op. Boet indeholder alle de midler, der tidligere hørte til selskabet, den afdøde eller formuefællesskabet i et ægteskab. Boet eksisterer, så det objektivt kan gøres op, hvem der skal have hvilke midler.

Når skiftet er gennemført, er boet gjort op og ophører derfor med at eksistere som juridisk enhed.

Boer

Et konkursbos midler skal fordeles imellem dets kreditorer i forhold til størrelsen af deres konkursbo. Et konkursbos kreditorer vil typisk meget hurtigt blive uenige om, hvem der har ret til hvad og hvor meget. Derfor udpeges af kreditorerne i fællesskab en såkaldt kurator. En kurator er en bobestyrer og er typisk en advokat.

Et dødsbos midler skal uddeles til den afdødes arvinger. Først skal eventuelle kreditorer dog betales. Ofte vil arvinger kunne blive enige om hvem der skal arve hvad, men en bobestyrer kan udpeges af skifteretten eller arvingerne og skifteretten skal i sidste ende godkende fordelingen – ikke nødvendigvis af hensyn til arvingerne, men til eventuelle kreditorer, der ikke har fået dækket deres tilgodehavender.

Ægtefæller skal under en skilsmisse have afklaret, hvad de hver især skal have med sig ud af ægteskabet – både i form af formuer, men i virkeligheden helt ned til hver enkelt ske og gaffel. Også under skilsmisse taler man om bodeling.

Skifte af et bo

Fælles for de nævnte boer er, at de skal “skiftes”. Skifte er den endelige, afsluttende handling i et bo. Imens boet eksisterer er det dets mål at blive opløst, så undervejs i dets levetid, skal bobestyrerne gøre boet op og rettigheder fordeles. Når boet er gjort op og rettighederne fastslået, kan boet skiftes, og alle dem, der har tilgodehavender i boet, får udbetalt deres del.

Et vigtigt formål med et bo, er at det skal inddrive de midler, der tilhører boet, og som skal fordeles blandt rettighedshaverne i forbindelse med skiftet. Det er bobestyrerens ansvar at inddrage boets tilgodehavender.

Hvis et konkursramt selskab har tilgodehavender hos en kunde, kan det konkursramte selskab ikke selv kræve disse penge indbetalt, men selskabets kreditorer har stadig krav på disse penge. Det er derfor bobestyrerens – i konkurssituationer betegnet som ”kuratoren” – opgave at kræve disse penge indbetalt, så kreditorerne kan få dækket mest muligt at deres tilgodehavender.

Dødsbo

I denne artikel behandles reglerne for skifte af et dødsbo. Et dødsbo er i princippet arvingernes bo, da det er dem, der i sidste ende har ret til værdierne i et bo, idet den oprindelige ejer pr. definition er afgået ved døden. Reglerne om, hvordan boet skal skiftes, varetager derfor langt hen ad vejen primært arvingernes interesser.

Den afdøde har dog – inden sin død – haft mulighed for at få indflydelse på, hvordan hans eller hendes formue skal fordeles ved hjælp af testamente. Dette kaldes testationskompetence. Du kan læse mere om reglerne for oprettelse af et testamente her og for oprettelsen af et børnetestamente her.

Fordeling af arv efter arvenloven

Er der ikke oprettet et testamente, skal arven fordeles efter reglerne i arveloven. Udgangspunktet efter arveloven er reglerne om slægtsarv og ægtefællers legale arveret. Følger man disse regler – fordi der ikke er oprettet et testamente – arver livsarvingerne (børn, børnebørn, oldebørn) og den længstlevende ægtefælle 50 % hver. Ægtefællen arver altså alene 50 %, mens livsarvingerne skal fordeles de øvrige 50 % mellem sig.

Er der ingen livsarvinger, arver ægtefællen 100 %, og er der ingen ægtefælle, arver livsarvingerne 100 %.

Den afdøde kan dog have bestemt, at nogen der normalt ikke vil arve efter disse regler, for eksempel en ven eller Kattens Værn, også skal arve. Vælger man det, bliver livsarvingerne og den længstlevende ægtefælles arv mindre, og for at sikre, at dette har været testators (afdødes) vilje, er der fastsat helt faste regler for, hvordan testamenter gyldigt kan oprettes. Du kan læse mere om disse regler i artiklen om testamenter.

Når en arvelader (et andet ord for afdøde) testamenterer sin arv til andre end livsarvinger og ægtefælle – eller bare ændringer fordelingen af arven mellem sine arvinger – skal testator være opmærksom på, at der findes regler om tvangsarveret, som begrænser råderetten over arven for testator.

Reglerne om tvangsarveret indebærer, at livsarvingerne (tilsammen) og den længstlevende ægtefælle hver skal arve mindst 1/8 af den samlede arv – i alt ¼. Derudover har den længstlevende ægtefælle har tilmed ret til de første 780.000 kr. i boet. Dette sætter en betydelig begrænsning for hvor meget der kan testamenteres over – især i dødsboer med mindre værdier. Samlet set er det kun 75 % eller ¾, der er såkaldt frivarv – altså arv, der kan testeres frit over. Du kan læse mere om friarv og tvangsarv i artiklen om tvangsarv.

En afdød kan også have udfærdiget et testamente, hvori det bestemmes, at en bestemt person skal arve en bestemt genstand, f.eks. en bil eller et smykke. Hvis der er udpeget en bobestyrer, er det bobestyrerens opgave at sørge for at dette ønske bliver opfyldt.

Ud over testationskompetence i forhold til hvem skal have hvad og hvor meget, kan den afdøde i sit testamente have truffet en beslutning om, hvem der skal være bobestyrer. Dette skal som udgangspunk respekteres af skifteretten, men hvis skifteretten anser det for nødvendigt at udpege en anden, kan den gøre dette. Der findes også en række tilfælde hvor bobestyrer skal udpeges, disse gennemgås til dels i denne artikel. Se mere om bobestyrer i artiklen herom.

Privat eller offentligt skifte?

Fordelingen af værdierne i et dødsbo vil nogle gange gå uproblematisk – f.eks. fordi der kun er én arving, eller fordi der er meget få værdier i boet. Andre gange vil arvingerne være uenige om alt fra, hvem der er arvinger, gyldigheden af et testamente og fordelingen af midler til fordelingen af selv de mindste genstande.

Et skifte af et dødsbo kan derfor enten være privat – hvor arvingerne selv bliver enige med hinanden og kreditorerne om fordelingen af arven – eller offentligt – hvor boet administreres af en bobestyrer.

Privat skifte

At et skifte er privat betyder, at skiftet ordnes privat. Dette betyder i praksis, at arvingerne selv kan blive enige om, hvem der skal arve hvad, hvor meget og eventuelt hvornår.

Et privat skifte kan kun gennemføres, hvis alle arvingerne være enige om, at de ønsker skiftet foretaget på denne måde, og at boet må antages at være solvent (at værdierne overstiger gælden). Det er desuden en betingelse, at mindst en af arvingerne er solvent.

Arvingerne kan ved privat skifte udpege en advokat til at hjælpe med de mange juridiske dokumenter, der skal ordnes i forbindelse med skiftet – advokaten optræder i så fald som bobestyrer). En bobestyrer må ikke rådgive arvingerne om fordelingen af arven, medmindre der er tale om rent praktiske forhold, fordi bobestyreren skal være helt upartisk.

Arvingerne har derfor også mulighed for at lade is repræsentere af hver sin advokat, så de kan søge råd og vejledning i processen – og eventuelt få hjælp til deres argumentationer. Disse advokater rådgiver i modsætning til bobestyreren hver sin arving, og kan kun repræsentere mere end én arving, hvis det er fuldstændig sikkert, at arvingerne ikke har nogen modstridende interesser. Har de det, må de også søge rådgivning hos hver sin advokat.

En af fordelene ved et privat skifte er, at arvingerne selv kan udpege bobestyreren – og kan betinge hvervet med, at bobestyreren har kapacitet til at behandle boet hurtigt.

Benytter man derimod en offentligt udpeget bobestyrer, vil boets opgørelse kunne tage lang tid, fordi der er ofte lang kø til at komme til en bobestyrer, og når bobestyreren skal opgøre boet, vil han eller hun ofte også have mange andre ting at se til.

En offentligt udpeget bobestyrer har dog den fordel, at bobestyrer udpeget af skifteretten, helt sikkert har en stor ekspertise inde for området, dels praktisk erfaring, men også juridisk indsigt i de komplicerede regler om dødsboskifte. Testator kan derimod godt pege på en bobestyrer, der måske har hjulpet testator med juridisk rådgivning vedrørende en virksomhed gennem mange år, og som testator derfor stoler på – men det er ingen garanti for, at den udpegede bobestyrer er ekspert på området.

Hvis arvelader i sit testamente har ønsket en bobestyrer med ringe eller ingen erfaring med behandling af dødsboer, kan skifteretten vælge at udskifte bobestyreren, men der skal en del til, og skifteretten går som udgangspunkt ikke ind og ”dømmer”, om en bobestyrer er dygtig nok, hvis arvingerne ikke har indvendinger.

Offentligt skifte ved bobestyrer

Hvis et privat skift ikke er muligt, skal der foretages et offentligt skifte. Nogle af de grunde til at privat skifte ikke kan foretages, og et offentligt skifte derfor er nødvendigt, gennemgås i dette afsnit.

Et offentligt skifte indebærer, at skifteretten udpeger en bobestyrer til at forestå skiftet. Et offentligt skifte er typisk nødvendigt, når kreditorer og arvinger er uenige, om hvordan værdierne i boet skal fordeles.

Hvis arvingerne ikke kan blive enige om et privat skifte, skal skiftet ske med bobestyrer. Det er også påkrævet, hvis ingen af arvingerne er solvente, eller hvor arveforholdene er uafklarede (skal Kattens Værn arve, eller er testamentet ugyldigt?), eller hvis det i testamentet er angivet at statskassen skal arve.

Hvis arvingerne ikke kan enes om fordelingen af arven, og en arving på den baggrund anmoder skifteretten om at udpege en bobestyrer, skal der udpeges en bobestyrer. Arvingerne behøver således ikke være enige om denne beslutning, selvom den naturligt vil få en betydning for, hvad det kommer til at koste at få boet skiftet.

Uenigheder i arvesager vil ofte dreje sig om:

Hvem er arvinger
Hvordan arven skal fordeles
Hvem der skal have ejerskabet over de enkelte ting
Hvis nogle af arvingerne skylder penge til afdøde, skal dette modregnes den pågældendes arv. Arvinger kan hurtigt blive uenige om, om der overhoved er skyldt noget til afdøde, og i så fald hvor meget (var betalingen et lån, et arveforskud, en gave, eller andet?

Andre grunde til offentlig skifte kan være:

Hvis arvingerne ikke vil, eller ikke kan overskue papirarbejdet, og ikke kender nogen – eller kan blive enige om – en oplagt kandidat til bobestyrer-posten og derfor anmoder skifteretten om at udpege en bobestyrer til at forestå det ofte omfattende papirarbejde.
Der ikke er nogen arvinger til boet. I dette tilfælde er dødsboet i sagens natur nødt til at blive forestået af en bobestyrer, da nogen skal træffe beslutninger, så boet kan blive skiftet og afsluttet. Hvis der ikke er noget testamente, og der ikke er nogen arvinger efter arveloven, der melder sig til bobestyreren, tilfalder arven statskassen.

Boet skal også overgå til bobehandling ved bobestyrer, hvis boet er insolvent. Hvis gælden i boet altså er større end formuen, er det nødvendigt at en bobestyrer forestår opgørelsen, fordi arvingerne i dette tilfælde ikke selv kan beslutte, hvordan arven skal fordeles – da de ofte ikke vil arve noget og derfor heller ikke have nogen retlig interesse i fordelingen.

Når gælden er større end formuen, kan ikke alle få, hvad de har til gode. Bobestyreren skal i så fald undersøge og beslutte, hvem der har ret til hvad og herefter udbetale dividende i overensstemmelse med denne beslutning.

Når gælden i dødsboet overstiger værdien af aktiverne, betyder det i praksis, at kreditorerne ikke (alle) vil kunne få deres fulde krav betalt, fordi der netop ikke er værdier nok til dækning af deres krav. Det betyder også, at arvingerne ikke arver noget, fordi kreditorer har ret til at få deres penge før arvingerne.

Særlige tilfælde, hvor der altid udpeges en bobestyrer

Har afdøde i sit testamente bestemt, at boet skal behandles ved bobestyrer, skal dette respekteres. Afdøde kan også have udpeget en bestemt person til at være bobestyrer, men skifteretten kan vælge en anden, hvis dette skulle være nødvendigt.

Hvis alle arvinger er umyndige, skal skifteretten udpege en bobestyrer. En person er umyndig hvis personen er under 18 år gammel, eller er umyndiggjort efter værgemålsloven.

På samme måde skal en bobestyrer også forestå skiftet, hvis alle arvinger konkursramte eller ”bare” insolvente.

Hvis der i øvrigt ikke inden for rimelig tid efter dødsfaldet er truffet bestemmelse om hvordan boet skal behandles, udpeges også en bobestyrer af skifteretten.

Fordeling af arven

Arven fordeles mellem arvingerne og en eventuelt efterladt ægtefælle efter reglerne i arveloven. Hvis der ikke er et testamente, tilfalder arven til den afdødes livsarvinger og ægtefælle.

Reglerne for fordeling af arven, når der ikke er noget testamente, er klare, og hvis der kun er tale om et efterladt pengebeløb, vil det være let ved et privat skifte at dele beløbet op mellem arvingerne, da dette kan ske efter simpel brøkregning.

Men da et dødsbo ofte indeholder et stort antal genstande af svingende værdi og måske endda genstande, som ”kun” har sentimental værdi for mere end én arving, vil det ofte blive svært for arvingerne at blive enige om, hvem der skal have hvad. Derfor kan det især i større boer, være svært for alle arvingerne at blive helt enige.

Et offentligt skifte er nødvendigt, hvis arvingerne er enige herom, eller hvis de ikke kan blive enige om at foretaget skiftet privat – i praksis kræves altså ikke enighed om et offentligt skifte, da det kan kræves af en enkelt arving, der nedlægger veto mod privat skifte. Et offentligt skifte er altså den løsning, arvingerne ”falder tilbage på”, hvis de ikke kan blive enige.

Et offentligt skifte forestås af en bobestyrer. En bobestyrer er som altovervejende hovedregel en advokat med ekspertise og erfaring i skifteret. Af samme grund er denne løsning langt dyrere og tager oftere længere tid, end hvis arvingerne skifter boet privat.

Det er derfor i mange situationer i arvingernes egen interesse at de kan blive enige om at foretage skiftet privat – fordi der så er flere midler, de kan fordele mellem sig.

Boudlæg, ægtefælleudlæg og uskiftet bo

Der findes forskellige slags private skifter, som kan benyttes i specifikke situationer ud over i forbindelse med dødsboer.

Boudlæg

Boudlæg uden skiftebehandling betyder, at aktiverne i dødsboet gives til de ”nærmeste efterladte”. Er der aktiver for under et bestemt beløb, indebærer denne form for skifte, at det er den, der erklærer at ville betale udgifterne til begravelsen, som får de resterende penge i boet udlagt til sig. Dette kunne for eksempel være det plejehjem, hvor den afdøde befandt sig frem til sin død. Boudlæg uden skiftebehandling en enkel og billig måde at skifte, og er typisk relevant for mindre boer, hvor midlerne er små.

Ægtefælleudlæg

En ægtefælle har ret til såkaldt suppleringsarv. Dette er et bestemt beløb, som reguleres årligt. I 2019 er beløbet på 780.000 kr. Du kan læse mere om ægtefælleudlæg på domstol.dk.

Hvis den længstlevende ægtefælles andel af bodelingen, arv og fuldstændige særeje ikke overstiger dette beløb, vil hele boet kunne udlægges til den længstlevende ægtefælle uden anden skiftebehandling. Dette indebærer altså, at selvom den førstafdøde har efterladt sig livsarvinger, som er tvangsarvinger, vil disse ikke kunne modtage arv af de første 780.000 kr. i boet. Denne ret til suppleringsarv, går forud for alle andre arverettigheder.

Vælges dette skifte, skal gæld vedgås. Dette vil sige at ægtefællen skal overtage en eventuel gæld, og gælden skal derfor modregnes det modtagne – eller afdrages løbende afhængigt af aftalen med kreditor.

Uskiftet bo

En længstlevende ægtefælle kan i nogle tilfælde tillades at sidde i et såkaldt uskiftet bo, efter at dennes ægtefælle er død. Uskiftet bo indebærer, at boet efter den førstafdøde ikke skiftes efter dennes død, og at arvingerne derfor ikke får udbetalt deres arv. Den længstlevende overtager derimod hele fællesboet. Dette er inklusivt skilsmissesærejer, som kun er særeje ved skilsmisse, og ikke ved død. Fællesboet overtages altså til hvad kaldes uskiftet bo.

Dette er typisk både i ægtefællen og livsarvingers interesse, da der først skal foretages et egentligt skifte når den længstlevende ægtefælle dør. Livsarvingerne slipper på den måde for at gennemgå boet med de udgifter, der er forbundet hermed, to gange. Gifter den længstlevende sig igen, skal dog boet skiftes inden.

Den efterlevende ægtefælle skal også i dette tilfælde overtage gældsansvaret overfor den førstafdødes kreditorer.