Læs mere om de fordele, der kan være, hvis man har en advokat med på sidelinjen under en skilsmisse.

Hvad er en advokat?

En advokat er en person, som er autoriseret af Justitsministeriet som sådan, og som har en kandidatuddannelse i jura samt mindst 3 års erfaring på et advokatkontor.

Advokater kan repræsentere andre i forbindelse med en (juridisk) konflikt eller i sager, hvor klienten har en juridisk interesse. Advokater er desuden som hovedregel de eneste, der kan repræsentere andre personer og selskaber i retten. Derudover har de fleste advokater erfaring med konflikthåndtering på forskellige områder, lige som de kan yde kvalificeret juridisk rådgivning.

Arbejdet med at gå i retten for andre er – selvom det er arketypen på advokatarbejde – ofte en meget lille del af, hvad de fleste advokater laver til dagligt. En skilsmisseadvokats arbejde vil ofte for en stor del bestå i rådgivning af klienten, og forhandlinger og korrespondancer med den anden ægtefælles advokat. Håbet er, at advokaterne i fællesskab, men på hver deres ”side”, kan finde en forligsmæssig løsning af spørgsmålet om, hvem der har ret til hvad og hvor meget – uden at man er nødt til at gå i retten efter en løsning.

En advokat koster som tommelfingerregel mellem 2.000 og 3.000 kr. i timen, og det er derfor klart, at man ikke hyrer en advokat uden, at der er brug for det.

Men hvis ægtefællerne ikke er i stand til at blive enige selv, kan det være nødvendigt for dem at lade nogen andre overtage dialogen. Det kan for det første sikre, at parterne overhovedet kan blive enige, men det kan også sikre en mere rimelig aftale, fordi begge ægtefæller ofte vil være repræsenteret, hvis den ene er det; og så er risikoen for, at den ene ægtefælle bliver ”snydt” mindre.

En advokat kan således sagtens vise sig at være mere værd for sin klient, end han eller hun koster. Det kan f.eks. ske ved, at advokaten hjælper ægtefællen med at identificere og rejse krav på noget, som ægtefællen ikke vidste at denne kunne få krav på eller havde ret til. Der er mange komplicerede juridiske, økonomiske og følelsesmæssige problemstillinger ved en skilsmisse, og en skilsmisseadvokat er ekspert til at navigere sin klient igennem denne ofte meget følelsesladede proces.

Hvorfor en skilsmisseadvokat?

En skilsmisseadvokat er ekspert i skilsmisser – både i reglerne, i processen og i de udfordringer, der ofte vil opstå i forbindelse med en skilsmisse – og skilsmisseadvokaten er derfor også klædt på til at sikre sin klient bedst muligt ved skilsmissen.

En skilsmisseadvokat vil og også kunne hjælpe uden for selve skilsmisse-situationen. Også inden ægteskabet kan en kommende ægtefælle rådføre sig hos en advokat, for at finde ud af hvordan de bedst kan beskytte dem selv ved for at indgå en ægtepagt, lige som en kommende ægtefælle kan have et behov for at forstå, hvad en ægtepagt indebærer.

Der er ofte mange økonomiske og juridiske forhold, der kommer bag på ægtefællerne, når de skal skilles, og manglende forståelse af disse regler hos den ene eller begge ægtefæller kan i sig selv være en kilde til konflikt.

En advokat vil desuden kunne hjælpe forældre med at opnå forældremyndighed eller mest muligt samvær med børnene, hvilket er uvurderligt. En skilsmisse kan være en proces med stor skyld og skam eller vrede hos den ene eller begge forældre, og det kan derfor være helt nødvendigt, at de har nogen til at rådgive sig, som kan forhold sig nøgternt til sagen og kan tænke længere frem.

Ægtefæller, der vælger at lade sig skille, gør det ganske ofte på dårlig fod i konflikter, hvor mindst den ene er meget vred og såret, og i disse situationer kan det være svært at enes selv om meget simple ting – og ofte kommer meget personlige ting til at stå i vejen for, at man kan finde en rimelig løsning.

Den ene ægtefælle ønsker måske, at den anden skal sige undskyld eller ligefrem straffes for at have gjort eller undladt at gøre noget. En advokat kan i så fald hjælpe med at skelne mellem dels, hvad der er juridisk relevant, men også hvad der er realistisk at opnå. To ægtefæller kan principielt være uenige til evig tid. Men har man advokater inde over, er der for det første nogen, der sikrer en form for skred i processen – og for det andet vil det ofte være for dyrt at blive ved med at trække sagen i langdrag, fordi advokaterne jo skal betales.

Med en advokats hjælp, kan ægtefællerne derfor, ikke alene opnå en mere retfærdig deling af boet, men også få skilsmissen overstået hurtigere. En skilsmisse er for langt de fleste en følelsesmæssig byrde, som man først kan begynde at komme sig over, når den er gennemført. Især hvis der er børn involveret, er det en rigtig god ide at få denne midlertidige tilstand overstået, så alle kan få klarhed over, hvad der nu skal ske. Her vil en skilsmisseadvokat være meget værdifuld.

Konkrete opgaver for en skilsmisseadvokat

En advokat vil mere specifikt kunne hjælpe med:

En juridisk og økonomisk vurdering af din specifikke situation
Svar på spørgsmål om processen, reglerne, økonomi og meget mere
Hjælp med opgørelse af boet (”bodeling”)
Hjælp med forståelse og afklaring af skilsmissens forløb
Repræsentation ved forligsforhandlinger eller ved domstolene i tilfælde af en retssag

Det er vigtigt at forstå, at der er en stor aftalefrihed ved en skilsmisse, og hvis ægtefællerne selv kan blive enige om en fordeling af rettigheder, værdier og forældremyndigt samt samvær med børnene, vil staten ikke gå ind og vurdere, om aftalen er ”rimeligt” – i så fald gælder aftalen.

Og selvom det ofte vil være den bedste løsning, at ægtefællerne kan blive enige, indebærer denne aftalefrihed også en risiko for, at en ægtefælle, der ikke er bistået af en advokat, kommer til at underskrive en aftale, der stille ægtefællen markant ringere, end ægtefællen måske kunne gennemskue ved forhandlingerne.

Det er ikke nødvendigvis bedst i hver eneste skilsmisse at antage en advokat. Men hvis den ene ægtefælle hyrer en advokat, vil det stort set altid være bedst for den anden ægtefælle at gøre det samme, så det sikres, at styrkeforholdet under forhandlingerne er nogenlunde det samme.

Det vil generelt være anbefalelsesværdigt at antage advokater, når man skal skilles, da det typisk vil forkorte skilsmisseprocessen, og det giver ægtefæller en vis distance fra diskussionerne, som måske hurtigt kan blive heftige og intetsigende – og meget følelsesladede – hvis ægtefællerne selv skal stå for dem.

Hvis man er usikker på, hvad en advokat egentlig kan hjælpe med, kan det være en god idé at sætte sig lidt ind i, hvilke økonomiske og juridiske konsekvenser en skilsmisse faktisk kan få. I denne artikel gennemgås det derfor lidt nærmere, hvad det ligger i begreberne ”formuefællesskab”, ”særeje”, ”bodeling” og ”skifte” – hvad de betyder i tilfælde af en skilsmisse.

Ægteskab og skilsmisse

Når to ægtefæller ikke længere ønsker at være gift (denne beslutning kan i Danmark også træffes af den ene ægtefælle alene, uanset hvad den anden ægtefælle mener om sagen), kan ægtefællerne vælge separation eller skilsmisse. I begge tilfælde ophører formuefællesskabet, som ellers eksisterer mellem ægtefællerne – og ægtefællernes værdier skal i den forbindelse fordeles mellem dem.

Dette formuefællesskab betyder ikke, at ægtefællerne ejer alt sammen i fællesskab. Men det betyder, at ægtefællerne i høj grad kan handle på hinandens vegne med omverdenen, lige som det betyder, at de har eller kan have en række rettigheder over hinandens ting, som ugifte samlevende ikke har. Under ægteskabet har formuefællesskabet f.eks. den virkning, at en selvom en ægtefælle ejer et hus 100 %, så kan ægtefællen ikke kan sælge huset uden den anden ægtefælles accept, hvis huset benyttes som familiens bolig.

Hver ægtefælle er dog stadig juridisk ejer af de ting, de tager ind i ægteskabet og de ting, de køber for de midler, de selv tjener, mens de er gift.

Det er dog muligt for ægtefæller – som for alle andre – at købe noget sammen i fællesskab, og gør de det, ejer de ejendelen i fællesskab på samme måde som alle andre.

Når formuefællesskabet ophører – hvilket sker ved skilsmisse og separation – skal der foretages en ligedeling mellem ægtefællerne, såkaldt bodeling, således at de hver får 50 % af den samlede værdi af boet. Denne bodeling indebærer i praksis, at hver ægtefælles formue gøres op, og så skal ægtefællerne give hinanden halvdelen af deres formue til hinanden. For uddybende forklaring om bodeling ved skilsmisse, se artiklen herom.

Skilsmisse og separation

Alle ægtefæller har ret til at kræve separation uden nærmere begrundelse og efter 1 års separation, kan en ægtefælle også kræve skilsmisse, selvom den anden ægtefælle er imod og hellere vil fortsætte ægteskabet.

I en række tilfælde kan en ægtefælle kræve skilsmisse uden en separationsperiode, f.eks. ved beviseligt utroskab eller vold mod ægtefællen eller børn.

I separationsperioden er ægtefællerne ikke helt skilt endnu. Men retsvirkningerne af separation er umiddelbart de samme som ved skilsmisse i forhold til formuefællesskabet; det skal deles. Dette betyder, at alle genstande, løn og andre aktiver som ægtefællerne erhverver efter separationen, ikke skal indgå i bodelingen, og på den måde minder separation om en ”rigtig” skilsmisse.

Under separationen kan ægtefællerne imidlertid ombestemme sig, og hvis de gør det og fortsat gerne vil være gift, kan de nøjes med at ophæve separationen. Det behøver altså ikke gifte sig forfra. Hvis ægtefællerne beslutter sig for at ophæve separationen og gå tilbage til at være gift, indgår de ”gamle” aktiver samt de ”nye” (dem, ægtefællerne har erhvervet i separationsperioden) på ny i det ”nye” ægteskab. Eksempel:

Ægtefællerne A og B vælger at blive separeret, og de har hver 500.000 kr., som de udtager. Mens ægtefællerne er separeret, vinder ægtefælle B 1 million kroner i lotto. Denne million kroner skal ægtefælle B ikke dele med A, hvis de efter separationsperioden ender med at blive skilt. Hvis ægtefællerne derimod vælger at ophæve separationen og fortsætte ægteskabet, vil lottogevinsten indgå som en del af formuefællesskabet. Det betyder, at gevinsten efterfølgende skal deles lige hvis ægtefællerne igen skilles eller igen separeres.
Det er imidlertid muligt for ægtefælle B at betinge en ophævelse af separationen med, at lottogevinsten (eller et beløb svarende hertil, hvis det den ikke står på en særskilt konto) blev hans eller hendes særeje. Herved ville beløbet skulle holdes uden for bodelingen, hvis ægtefællerne igen blev separeret eller skilt.

Som det ses i eksemplet, kan det være en god ide for ægtefælle B at få særeje over sin lottogevinst for det tilfælde, at ægtefællerne alligevel går fra hinanden efterfølgende.

Hvis ægtefælle B i dette eksempel ønsker at beskytte sin lottogevinst, er der forskellige slags særejer, som kan benyttes til formålet (om end de alle kræver ægtefælle A’s accept, da særeje vedtaget gennem en ægtepagt – altså en aftale mellem ægtefællerne).

En advokat vil for det første kunne oplyse og rådgive ægtefælle B om mulighederne for en ægtepagt om særeje, lige som advokaten også kan hjælpe med at vælge den bedste løsning i forhold til, hvilken af de mange slags særeje som ægtefælle B kan vælge imellem. Du kan læse mere om de forskellige former for særeje i artiklen om særeje [LINK].

Skifte og bodeling

Når ægtefæller indgår et ægteskab, indtræder de i et såkaldt formuefælleskab, hvis de ikke aftaler noget andet. Dette har i sig selv ikke umiddelbart nogen praktisk virkning, da ægtefællerne fortsat – som udgangspunkt – råder over egne ejendele og egen ejendom. Virkning af formuefællesskabet ses først når ægtefællerne skilles, fordi der herefter skal foretages en ligedeling af alle aktiver og passiver, som ægtefællerne har opbygget under ægteskabet. Under skilsmisseprocessen betegnes denne fælles formue som ”boet”.

Et bo er midlertidigt, og skal skiftes (afsluttes). Et bo er den juridiske enhed, der er tilbage efter noget andet. Eksempelvis er et konkursbo tilbage efter en virksomhed er gået konkurs, og et dødsbo er tilbage efter den afdøde. Et skilsmissebo er på samme måde et bo efter et ægteskab og skal på samme måde skiftes.

Hvis ægtefællerne derimod har haft særeje, skal deres formue som udgangspunkt ikke deles i en bodeling, men det skal fortsat afklares, hvem der ejer hvad, og hvad der skal ske med eventuelle fælles ejendele – og med børnene.

Privat skifte

Bodelingen ved langt de fleste skilsmissers sker ved såkaldt privat skifte. Skifte betyder at alle aktiver og passiver opgøres, og uddeles i rækkefølge til dem, der har ret til dem.

Privat skifte betyder, at ægtefællerne i fællesskab bliver enige, om hvem der skal beholde hvad og hvor meget. Dette kan ægtefællerne gøre uden indblanding fra tredjemand, hvis de kan blive enige om det. Det kan altså gøres uden advokaters hjælp, og helt uden at nogen personer handler som neutrale mellemmænd.

Men selv hvis ægtefællerne er helt enige om, hvad der skal ske, kan det være en god ide, at aftale et enkelt møde med en advokat, så advokaten kan hjælpe med at få styr på de basale ting, herunder udarbejdelsen af dokumenter.

I de fleste skilsmisser vil der dog opstå uenigheder – eller i hvert fald tvivl – hos enten den eller begge ægtefæller, og særligt hvis der er tale om et lidt større bo, kan det være en god idé for ægtefællerne i hvert fald at tage hver sin advokat med på råd – men måske fortsat selv står for selve forhandlingerne.

Det er dog ikke ualmindeligt, at ægtefællerne er så uenige og så meget uvenner, at de end ikke kan holde ud at se på hinanden og derfor lader sig repræsentere ved advokater, som herefter kan stå for diskussionerne om, hvad der tilhører hvem og til hvilken værdi. En diskussion som ellers måske ingen vegne ville komme, hvis ægtefællerne selv skulle gennemføre dem, kan nu løses på en civiliseret og tidsbesparende måde – om end ikke nødvendigvis den billigste måde, da advokaterne skal have betalt deres salær.

Et skifte kan således sagtens foregå privat (uden om skifteretten), selvom ægtefællerne lader sig repræsentere af advokater

Hvis kun den ene ægtefælle har en advokat, er advokaten i medfør af de advokatetiske regler forpligtet til at opfordre den anden ægtefælles til også at søge juridisk rådgivning hos en advokat.

Et privat skifte kan også foretages ved, at ægtefællerne hyrer en advokat eller anden person med indsigt i de juridiske og økonomiske problemstillinger i en skilsmisse til at mægle mellem ægtefællerne.

Mægleren kommer i så fald med løsningsforslag uden at ”holde med” den ene part, og mægleren må således ikke rådgive nogen af ægtefællerne. Ægtefællerne deler her advokatens salær, og udgifterne bliver derfor markant mindre end i situationer, hvor ægtefællerne hyrer hver sin advokat.

Nogle gange fører ingen af disse løsninger imidlertid til enighed. Foreligger denne situation, må der foretages hvad der kaldes et offentligt skifte.

Offentligt skifte

Et offentligt skifte er modsat et privat skifte et skifte, der i sidste ende gennemføres ved en retlig instans (skifteretten), der træffer alle de afgørelser, ægtefællerne ikke selv kan nå til enighed om. Offentligt skifte er dog ikke ensbetydende med at ægtefællerne ikke har hyret en skilsmisseadvokat. Tværtimod bør begge ægtefæller være repræsenteret ved advokat, når processen skal køre ved skifteretten. Det vil kunne have uoverskuelige konsekvenser, at repræsentere sig selv ved skifteretten.

Processen ved skifteretten minder om en normal retssag, hvor ægtefællerne, som er parterne, skal argumentere og føre beviser for, hvem der har ret til hvilke genstande, og hvor stort et pengebeløb. Det er ved skifteretten således i sidste ende en objektiv vurdering, hvem der har ret. Denne vurdering foretages af en dommer.

I det omfang ægtefællerne selv kan blive enige, står det dem frit at indgå aftaler, således at skifteretten alene skal tage stilling til de få ting, ægtefællerne ikke kan blive enige om. Det kan f.eks. være retten til en bil, et dyrt maleri eller andet. Skifteretten vurderer så ægtefællernes beviser og argumenter for, hvorfor netop de skulle have ret til den pågældende ting og træffer en afgørelse herom.

Hvis ægtefællerne slet ikke kan blive enige om noget, kan skifteretten dog godt inddrages i den fulde proces, men det vil ofte både være dyrere og tage meget længere tid.

Hvis en ægtefælle er uenig i en afgørelse fra skifteretten, kan afgørelsen påklages til en højere ret. En sag afgjort af skifteretten kan ankes eller kæres til landsretten. Om der skal ske anke eller kære afhænger af karakteren af afgørelsen.